hjemmelavet iskaffe
Hende,  Mad

Hjemmelavet iskaffe på 2 minutter (uden sukker og mælk)

Denne iskaffe har vi drukket hele vores sommerferie. Den er nemlig hurtig at lave, og køler godt i varmen. Selv Henrik, som førhen syntes, at iskaffe var noget popsmart hipsterhejs (altså, kold kaffe, hwa’ sku det nu til for?!), har måttet krybe til korset, og er nu også helt hooked på den. Det tager jeg som den ultimative blåstempling – derfor skulle min hjemmelavet iskaffe selvfølgelig også deles her på vores blog!

Iskaffe uden mælk og sukker

Jeg tåler ikke mælk, så jeg laver den med havremælk, som smager forrygende i kombinationen med kaffe – langt bedre end komælk! Havremælk er en smule sødt i sig selv, så man behøver ikke søde iskaffen så meget. Selv hvis du ikke har problemer med mælkeprodukter, så prøv alligevel med havremælk – det smager så godt! Heldigvis kan havremælk købes i alle almindelige supermarkeder som Netto og Lidl, som er der, hvor vi handler mest.

Jeg søder generelt alt med Sukrin Gold istedet for sukker, og det bruger jeg derfor også i min opskriften på iskaffe. Det reducerer kalorieindholdet betragteligt og det sender ikke blodsukkeret i vilde svingninger. Sukrin Gold kan købes i helsekosten og i Matas. Hvis du vil skære ned for koffeinindtaget, så kan du sagtens bruge koffeinfri instant kaffe.

hjemmelavet iskaffe

Du skal bruge:

4 tsk instant kaffe

1,5 dl koldt vand

2 dl havremælk

3 tsk Sukrin Gold (kan erstattes af samme mængde sukker)

Isterninger

Sådan gør du:

Rør instant kaffen ud i det kolde vand i et højt glas. Tilsæt havremælken og rør sukrin gold i. Rør godt rundt, så det opløses helt. Tilsæt isterninger. Du kan evt. selv justere styrke og sødme ved at tilsætte mere eller mindre kaffe og Sukrin Gold efter smag.

hjemmelavet iskaffe

Fast tema på vores blog: filmanmeldelser

For nyligt var Henrik og jeg inde og se Ant-Man & The Wasp. Vi vil fremover lave fælles filmanmeldelser på de film vi ser, hvor du får perspektiver og meninger fra os begge. Læs vores første anmeldelse her: Filmanmeldelse: Ant-Man & The Wasp

Den kvindelige halvdel i Ham & Hende. Til dagligt skandinavisk PR manager i L'oréal med ansvar på Urban Decay og Kiehl's. Elsker at spise, rejse og tage lange bade. Er eBay-afhængig og notorisk tidsoptimist. Find mig på instagram: @im_salli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *