Kaffepause

Kaffepause

Af Henrik German Qvottrup Villefrance

“Hvad mener du?”

“Ja det er da vel selvsigende. Enhver reaktion skaber en modreaktion. Så når Israelerne tager boliger fra Palæstinenserne, så kan man vel ikke forvente at de bare sidder med hænderne i skødet. Sverige er også Danmark militært overlegen, men derfor ville vi nok ikke bare se passivt til, hvis de annekterede Bornholm.”

“Tjaa. Det retfærdiggør bare ikke brugen af terror og angreb på civile.”

“Hvis det nu er de militære muligheder man har. Kan du fuldstændigt afvise, at vi ikke selv havde taget den slags midler i brug, hvis besættelsen af Danmark stadig eksisterede i dag?”

“Jeg forstår dit ræsonnement, om end at du ekstrapolerer en hel del. Men vi bliver næppe tæt på enige, medmindre vi bruger hele den næste uge på at diskutere emnet. Ræk mig lige flasken med grundrens.”

Sten kunne ikke lade være med at føle sig lidt som en sejrherre. Det var yderst sjældent at kollegaen Tom havde opgivet en diskussion så let, især når emnet var udenrigspolitik. Sten lagde rullen med malertape i værktøjskassen og trak vejret dybt. De havde arbejdet hårdt i et par timer nu, det kunne mærkes i ryggen.

“Er det ikke tid til en kop kaffe?”

Tom kiggede på Sten med et selvtilfreds ansigtsudtryk. Det var altid rart når de yngre kolleger gav sig først. Selv havde han ignoreret ømheden i muskler og led, i mindst en time.

“Jo, det har du fuldstændigt ret i.”

De satte sig i det plastikbetrukkede møblement, Tom i sofaen og Sten i lænestolen. 

Tom åbnede hans rygsæk og fandt to termokander frem, han rakte den ene til Sten. De to mænd skruede hver deres låg af og brugte det som kop. Kaffen var stadig rygende varm og den behagelige damp stod op fra både kande og kop. Sten trak masken ned og nippede forsigtigt til kaffen.

“Hold da magle! Det er måske den bedste brygning, du endnu har lavet.”

“Tak. Det er slow drip, lavet på økologiske yirgacheffe bønner.”

“Mmm. Det er virkeligt godt. Måske jeg bliver nødt til at investere i sådan en slow brewer alligevel.”

“Din espressomaskine er nu ellers ganske glimrende og væsentlig dyrere end en slow brew. Du er bare for nærig, når du skal købe bønner.”

Sten trak på skuldrene, Tom havde nok ret, som sædvanligt.

Tom tog en papirspose fra Circle K frem fra rygsækken og lagde den på sofabordet. Han trak beklagende på skulderne.

“Ja det blev ikke til hverken sundt eller hjemmebagt i dag. Et kærnemælkshorn?”

Sten tog en stykke bagværk fra posen og gik straks i gang med at gumle. Tom valgte selv et skagenshorn og tog en lille bid. Appetitten var ikke hvad den havde været, men lidt sødt kunne altid glide ned. Han prøvede normalt at undgå tankstationerne, men opgaven havde hastet og valget stod mellem ordentlig kaffe eller ordentlig mad. Men den smagte nu egentlig glimrende, selvom “marcipanen” næppe havde set en mandel, da den blev til.

De to mænd sad der lidt, lod tavsheden være den dominerende faktor. Den var en af de ting Tom nød mest ved hans kollega, at de kunne sidde i stilhed og bare være til. Langt de fleste mænd, som Tom havde arbejdet sammen med, kunne ikke holde stilhed ud, når de kom til stykket – selvom de fleste påstod at det var det bedste i verden. Enten skulle de fylde det ud med en radio der kørte, eller værre endnu, et mundtøj der aldrig stod stille.

Det var Tom der afbrød stilheden.
“Nå skal vi komme videre?”

Sten kiggede op fra sin kaffe og så ud i stuen. Han sukkede.
“Ja. Vi bliver nok nød til det. Jeg vil også hjem og have noget søvn, har en aftale i morgen formiddag.”

“Hende pianisten?”

“Ja, Grand har en særvisning af Kubricks 2001. Tænker frokost på Formel B bagefter.”

“Lyder som en fantastisk date. Måske du er heldig den her gang så.”

“Tro det eller lad være, men det er faktisk ikke hovedformålet her. Jeg ved godt at du tror, at mennesker yngre end dig alle sammen er sexgale. Men det her er dybere end bare fysisk tiltrækning.”

Tom smilede til den yngre kollega.
“Nå nå, godt ord igen. Men et godt skrald har nu aldrig skadet nogen.”

Sten måtte spytte lidt af kaffen tilbage i koppen. Den her side af hans kollega var ny. Han vidste at Tom var enkemand, sammen med alderen havde han derfor aldrig tænkt på ham som seksuelt aktiv. Men hvorfor ikke, kollegaen havde jo fuldstændig ret. 

Tom drak den sidste slurk kaffe og skruede forsigtigt låget tilbage på termokanden, inden han tog masken på. Han rejste sig og rullede med skuldrene, knækkede med nakken og stønnede højlydt.

“Jeg tror at jeg tager en ferie meget snart, gerne et sted med varme og bare et minimum af kultur.”

“Vietnam, Tom. Du vil ikke fortryde det. Bare undgå turistfælderne, så er det et fantastisk sted.”

Tom skridtede over stuegulvet, plastikken knagede hviskende under de futte-betrukkede støvler. 

Marie og Bent Nielsen havde opført sig eksemplarisk. Faktisk var det alt for sjældent så let, som det havde været i dag. Men nu, da Tom nærmede sig dem, begyndte panikken igen at ramme det ældre ægtepar. Gaffa-tapen om deres munde holdte skrigene tilbage, da Tom trak kniven frem – kun en undertrykt mumlen undslap. 

Sten var lydløst kommet op fra lænestolen og stod nu bag Marie, en særdeles skarp jagtkniv i hans højre hånd. Han trak den hurtigt og effektivt, næsten blidt, hen over hendes hals, efterladende en lang tynd stribe. Med forbløffende hast åbnede stregen sig og blodet fossede ud i fin rød strøm, kvinden var død på få sekunder. Tom gav sig tid til at beundre kollegaens håndværk, Sten var en mester med kniven. Det var også rart med en kollega, der gik så rent til værks. Flere af det tidligere kollegaer havde fundet en sadistisk nydelse i arbejdet, det var uprofessionelt og uværdigt.

Tom førte kniven over halsen på Bent Nielsen. Snittet var dybere og grovere end det Sten havde lavet. Blodet væltede og sputtede ud fra såret. Resultatet var i sidste ende det samme, men med et væsentligt større svineri. Tom bandede indvendigt, det ville tage mindst en halv time mere at gøre rent nu.

Sten stod med de to fyldte skraldesække og kiggede ud over stuen. Det hele var perfekt arrangeret. Marie sad i lænestolen, mens Bent lå på gulvet ude på badeværelset. De havde fået flyttet det meste af blodet, så gerningsstedet gav den illusion det skulle, fortalte den historie som efterforskerne skulle se. Dagslys var stadig et par timer væk.

Han kiggede over på hans makker. De to havde arbejdet sammen i næsten fem år nu og Sten var begyndt at blive bekymret for, om alderen snart ville indhente Tom. Forudsat at hans makker rent faktisk hed Tom. Han tvivlede, selv hed han jo heller ikke Sten.

“Jeg går i bilen med det her, så er det hjemad. Nyd ferien Tom, den er velfortjent. Vi ses om et par uger.” 

Tom smilede til den yngre kollega.Han håbede at samarbejdet kunne vare mange år endu, inden at pensionen lurede i kulissen.

“Hav det godt Sten, husk at det er din tur til at tage kaffe med.”

–Slut–