Uncategorized

Møgso – En novelle

Advarsel! Denne historie ikke er for børn og sarte sjæle.

Jesper er vred. Rigtig inderligt fucking pissevred. Og det er Tanjas skyld. Det er jo for helvede altid hendes skyld, den dumme møgso. Hvad kunne han ikke være blevet til, hvis det ikke var for hende –  det evige forpulede anker bundet om benet. 

Han trykker på speederen, rykke bilen hårdt til venstre og kører over for rødt i krydset ved Enghavevej og Vigerslev Allé. En idiot dytter og Jesper dytter igen, holder hornet nede i mindst et halv minut. Han rammer den sædvanlige kø ved Carlsberg Byen. Som altid kan ingen bilister, udover ham, tilsyneladende fatte det simple princip det er, at lette røven i trafikken.

Han ruller vinduet ned og råber. 
“Fucking søndagsbilister. Flyt for helvede jeres lortebiler!”
Ingen reagerer. Hele den her møgby er fyldt med tabere. Han tager en dåseøl fra 12-pakken på passagersædet, åbner den, tager en stor slurk og stiller den mellem benene. For satan det er sku et tørt punkt den rammer, rart der stadig er noget man kan stole på her i livet.

Det har været en rigtig lortedag, den tredje i rækken af lortedage i den her uge. Det eneste han har haft at se frem til, er den ugentlige omgang softball med drengene. Et par timer i den fri luft, med nogenlunde intelligente mennesker omkring sig. Og øllene bagefter. Forhåbentlig det bliver til en ordentlig druktur, ikke det sjatpisseri de plejer med to bajer og tidligt hjem. 

“Hvis de da kan få lov af deres kællinger” vrænger han højt ud i bilen. Han fatter ikke, hvorfor de ikke kan slå en skid, uden at spørge deres kvinde om lov først. De kunne sku lære noget af ham. Jesper siger hvad han vil, gør hvad han vil – og han spørger fandme aldrig nogen om lov, mindst af alle Tanja.

Men i stedet for at hygge sig med Softball, sidder han her i myldretrafikken, næsten et kvarter for sent på den. Fordi den møgso til Tanja ikke har paket hans udstyr i bilen, som hun plejer at gøre. Han vil sgu da skide på at der havde været et alvorligt trafikuheld i Sorø, at hendes vagt trak ud, bare fordi en eller anden stiv bonderøv havde torpederet en anden bil. Det relevante faktum er at han kom for sent op, fordi hun ikke vækkede ham klokken 7.00, men først kom daskende ind ad døren klokken 07.23. Ingen morgenmad eller morgenkaffe stod klar til ham. Kun fucking stress for at nå på arbejde og stadig få en skideballe fra chefen. Jespers chef er måske det eneste menneske i verden, der er mere uduelig end Tanja.

“Peter er en skide homotaber. Kæft den genbrugsplads vil køre på skinner, når jeg en dag styrer lortet. Den fede gamle nar må sku gerne snart få en blodprop.”

Alle Tanjas fejl til trods, havde han endda kørt forbi Circle K tanken i frokostpausen og købt en buket blomster. Han ville have givet hende den næste morgen, når hun kom fra vagt. Han havde nok været lidt hårdhændet over den forsinkede vækning. Ikke meget, hun havde jo fortjent det for fanden! Men stadig, han var vel en gentleman, en af de få romantikere tilbage i den her lorteverden. 

Da han ville putte buketten i bagagerummet, havde han opdaget at udstyret ikke var der, det lå nok  stadig i bryggerset, hvor Tanja havde rengjort det sidste uge. Blomsterne var røget ud over hele parkeringspladsen – fandme om hun fortjente dem.

Endelig er han hjemme ved huset i Valby. Han parkerer  i indkørslen og tømmer det sidste af hans dåseøl. Tanja ligger sikkert stadig derind og sover, dovne kælling. Han burde vække hende, give hende en lektion, så hun ikke glemmer at pakke udstyret en anden gang. Men der er ikke tid, det må vente til i morgen. 

Han låser døren op, smider jakken i entreen og tramper gennem huset. Det virker tomt, så er hun sikkert ude og bruge penge, igen. Fandme en frækhed hun har, at gå og shoppe som fucking Julia Roberts, bare fordi hun hiver flere overarbejdstimer hjem end ham. Han havde været kraftedme været  chef for Københavns Kommune nu, hvis ikke hun havde holdt ham tilbage med hendes uduelighed.

Han stopper op i stuen, kigger sig om. Et eller andet er ikke som det plejer, noget føles… forkert.

Han hører ikke lyden bag ham, af bare fødder der tripper på deres tåspidser hen over gulvet. Men han fornemmer igen noget, mærker nogen bag. Han vender sig rundt, når lige at og se hvem det er, inden der lyder et swush og noget rammer ham på kæben. Inden han når at registrere nogen smerte, rammer han gulvet med et klask og alt bliver sort.

Øjnene kommer langsomt op men synet er sløret, hovedet værker og gulvet føles koldt mod hans kind. Fuck en druktur det må have været. Det føles som at være blevet kørt over af et godstog.

En lyd når det ene øre, den er svær at identificere. Det lyder skrabende og lidt raslende på samme tid, måske noget der blev trukket hen ad trægulvet. Noget… metallisk? 

Det begynder at gøre ondt i hovedet, rigtig ondt. Kæben føles som er den gået af led. Munden smager af metal og kalk.

Hvad helvede sker der, har nogen slået ham? Har Tanja slået ham? Øjnene kan nu registrere en meter lige foran ham, resten er stadig utydeligt. Der ligger noget lige foran. Små hvide og røde stumper er strøet ud på trægulvet. Panikken rammer ham, det er hans egne forpulede tænder.

Hvad helvede sker der, har nogen slået ham? 
“Har Tanja slået mig?”

Han begynder at kunne at se nogenlunde klart igen, ihvertfald et par meter frem. Han ser de bare fødder, der går langsomt rundt i en halvcirkel om ham. Han ser også kilden til både den raslende lyd og hans smerte. Et aluminiumsbat, sit eget forpulede bat, der bliver slæbt hen ad gulvet, mens det trækker et spor af blod – hans blod.

Tanja stopper op, hun kigger direkte på ham, Jesper prøver at møde hendes blik. Tanjas øjne er ikke vrede, de er tomme, døde – som en dukkes, eller måske en hajs. Hun står bare der og stirrer på ham, hovedet let på skrå. 

Fucking kælling, hvad tror Tanja at hun laver. Når han kommer op herfra, så skal hun få sit livs røvfuld. Hvis hun syntes at de blå mærker hun render rundt med nu er slemme, så får hun kraftedme et chok lige om lidt. 

Men kroppen vil ikke lystre, hverken arme eller ben gør som de får besked på. Den eneste respons er en summen i hele kroppen, smerten begynder at tage til. Vreden fordamper igen, den bliver erstattet af noget andet, først tvivl, så frygt.

“Hvorfor står hun der bare?!”
“Hvorfor hjælper hun mig ikke?

Jesper prøver at sige noget, men kæben vil ikke bevæge sig, det eneste resultat er en skarp smerte der skyder op gennem hovedet. Han hyperventilerer af panik og angst, blod og tandstumper bliver suget ned i svælget og han er ved at kaste op.

Tanja siger stadig intet. Hun har ventet på at Jesper skulle vågne. Hun vil være sikker på, at han ved hvem der står bag det her. At hans sidste sekunder her i livet reflekterer bare en lille smule af den frygt, hun har måtte leve med i så mange år nu.

Den sidste tanke der ryger gennem hjernen på Jesper, splitsekundet inden battet knuser hans kranie og hjernen bliver druknet i blod, er lige så simpel og patetisk som resten af sit ynkelige korte liv…

“Møgso”

Efterskrift

Historien her blev til som en slags “skriveaffald”, fordi jeg ville prøve at skrive i nutid. Og fordi jeg ville prøve at komme ind i hovedet på en særlig type menneske, et ikke særlig rart et.

Faktisk var det overhovedet ikke en rar oplevelse at skrive det her og jeg var oprigtigt i tvivl om hvorvidt, jeg syntes at andre skulle udsættes for det. Den seneste tids fokus på vold mod kvinder, fik mig dog til at skrive den færdig, da det her budskab ikke kan fortælles nok.

Men jeg håber at du kære læser, trods den længde og dens gru, alligevel har nydt at læse med. Jeg beklager hvis stadig skulle være en grammatisk fejl, eller en stavefejl,

Feedback er altid velkommen, enten her som kommentar eller ved at skrive til mig direkte på sociale medier.

/Henrik

Instagram
Facebook

Husk at du også læse første kapitel af min roman “Den store gevinst”. Du kan læse den her.

Møgso – En novelle af Henrik German Qvottrup Villefrance

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *