Mange læsere har efterspurgt mere fra mit univers, efter at have læst bogen. Og jeg skal naturligvis prøve at efterkomme det, men den næste roman jeg arbejder på foregår to år tidligere og handler om nogle af bifigurerne fra den første bog. Så derfor har jeg besluttet at “udgive” prologen og epilogen, som aldrig kom med i bogen, ganske gratis og frit tilgængeligt. Til gengæld må du som læser leve med at det er uredigeret.

Prologen her kom aldrig med i bogen, da jeg syntes at en rammefortælling var en stærkere måde at start historien på, plus at det ville efterlade for mange løse tråde, som ikke bliver afsluttet. Historien er er tidligere indlæst og udgivet på min podcast I skyggen fra vi andre. Du kan også læse novellen som PDF her (det er noget mere læsevenligt i som blogindlæg.)

Historien her kan du sagtens, også selvom du ikke hat læst min debutroman Når ilden kaster skygger.

Overarbejde

Martin tørrede de olieindsmurte hænder af i en udtjent forrevet klud og sukkede dybt. Han måtte opgive at få den Honda færdig i dag. Han havde ellers lovet kunden, en ældre mand, at den ville stå klar til syn i morgen tidlig. Men omvendt så havde manden heller ikke nævnt noget om den kun tre år gamle bil var decideret misligholdt og skulle have skifte både kobling, kilerem og bremser. Men Martin havde givet den et hæderligt forsøg og nu her klokken 20.15, efter små 12 timers kamp med den smadrede bil, gad han altså ikke mere. De andre på værkstedet var for længst taget hjem til deres familier. Martin havde godt nok ikke kone og børn han skulle hjem til, men han havde rigeligt andet at bruge sin tid på. For julen var lige om hjørnet. Eller rettere, juleaften truede lige om lidt. Den første nogensinde han ikke skulle fejre hos sine forældre på Strøbyvej. Men det var ikke det der bekymrede ham. Det var kæresten Marias familie der var udfordringen. Familien Birkenlund var rige, magtfulde, sofistikerede og veluddannede, en slægt af investorer og handelsfolk, helt tilbage fra starten af det 19. århundrede, med stamtræ, slægtsbog og malerier af forfædre på væggene. Martins oldefar havde været murer og alkoholiker, derefter stoppede enhver umiddelbar viden om familien Nielsen fra Hvidovres oprindelse Og ingen af de øvrige medlemmer i familien Birkenlund havde været specielt begejstrede for at Maria havde kastet kærligheden på en mekaniker fra Hvidovre. Hendes bror og far var i særdeleshed og helt uden tilsløring, fyldt med foragt for Martins sociale status, eller mangel på samme.

Martin slukkede lyset i værkstedet og trådte ud i den kølige natteluft. Industriområdet i udkanten af Hvidovre var mennesketomt og efter en hel dag med P3 kørende konstant, var den totale stilhed nærmest uvirkelig. Han tændte den næstsidste smøg fra pakken, mens han overvejede om han skulle springe træning over i dag. Måske slappe lidt af og se nogle flere af de Youtube videoer som chefen Amir havde sendt ham. Dagen før var han faldet i søvn til en der handlede om at smage på vin. Og han manglede også at lære at binde en butterfly. Nå ja og få købt en butterfly for den sags skyld.

Han stod i sine egne tanker og var ved at låse porten af, da et par lygter ramte ham med et skarpt lys. Han missede med øjnene og prøvede at fokusere på bilen, der kom trissende hen ad vejen imod ham. Lyden fra  V8 motoren var ikke til at tage fejl af, en klassisk Ford Mustang. Den passerede under en gadelampe og i det gule lys kunne hantydeligt se at den var en Coupe, sikkert årgang 1967. Men vigtigere endnu, at kølerhjelmen var ramponeret. Han fik kun et kort glimt af føreren, der var måske noget bekendt over kvinden. 
“Glem det makker. Du får ikke fikset din bil nu.” tænkte han til sig selv. Men han blev alligevel stående, ramt af nysgerrighed. Den brummede V8 motor blev slukket og kvinden steg ud. Ved første øjekast kunne hun godt ligne hans egen kæreste Maria, hvis man så bort fra tøjet – Maria ville aldrig gå i jeans, t-shirt og en læderjakke. Hun virkede slank og veltrænet og havde halvlangt mørkt hår sat op i en hestehale. Hendes lidt ovale øjne nærmeste skinnede fra et sæt meget store pupiller, lidt ligesom hende skuespilleren fra Baywatch filmen. 

En smuk kvinde i fed bil, med brug for hjælp en sen aften. For et halv år siden ville det have være Martins hedeste fantasi, der lige var gået i opfyldelse.
“Selvfølgelig sker den slags når man er i et forhold.”
Men der var noget over kvinden, der hurtigt spolerede enhver tanke om sexuelle fantasier. For hendes blik var ikke intens på en forførende måde. Mere på en “jeg brækker din arm, hvis du rører mig” måde. Hun havde en rank og stolt holdning, som  en soldat eller en strisser.
“Hej Martin. Jeg skal bruge din hjælp.”
Og så slog det ham, hvorfor hun virkede bekendt. De havde mødtes før, endda for kun et par uger siden. Til en reception som Maria havde holdt. Kvinden var vistnok søster til Marias bedste veninde.
“Hej, Cleo, right?”
Kvinden nikkede og gav ham hånden. Fedt, klokken lort om aftenen. Og nu stod der en panser med en smadret bil foran ham.
Han havde godt hørt Maria og veninden snakke om Cleo. Hun skulle være ret strid, ikke en man havde lyst til at lægge sig ud med. Men Martin  var hverken bange for overarbejde eller stride strissere. Det eneste han frygtede var den juleaften, som han ikke var klar til.
“Vi har altså lukket for i dag.”
Cleo kiggede køligt på ham”
“Jeg ved at du har en kølerhjelm liggende, der passer.”
Amirs værksted var specialiseret i muskelbiler og klassikere. Og de havde faktisk en kølerhjelm liggende der passede. For et par måneder siden havde de ribbet en udtjent Ford Mustang fra 67 til reservedele. Men hvor i alverden hun vidste det fra anede han ikke. Det ville ikke tage lang tid at skifte en kølerhjelm, men var der andre skader på bilen kunne det tage hele natten
Cleo kom lidt tættere på ham. Han kunne se at der sad en del små røde pletter på hendes hvide t-shirt. Hun skyndte sig at stikke hænderne i lommen, men han var ret sikker på at han havde set sår på knoerne. Hun sagde intet, men øjnene mistede noget af intensiteten og blev erstattet af et mere bedende blik.
Martin sukkede og fandt nøglerne frem. I hans næste liv ville han gerne genfødes med evnen til at sige nej.
“Kør den ind på værkstedet.”
Han sendte en tommelfinger mod garagen og begyndte at låse op.

Martin tændte en smøg og ignorerede Cleos misbilligende blik mens hun viftede røgen væk, skulle han ordne bil klokken lort, så blev det efter hans rygeregler. 

Det tog ikke lang tid at afmontere kølerhjelmen og han kunne konstatere at der heldigvis ikke var sket anden skade på bilen end en enkelt lille bule, som han kunne banke ud. Men kølerhjelmen kunne ikke reddes, den var fyldt med mindst ti dybe buler, som havde noget nogenlunde rundt af cirka samme størrelse banket hård ned i den, igen og igen. De størknede rustrøde pletter var helt sikkert blod og der var rigeligt af det. Han vidste godt at han nok ikke burde spørge, men han kunne ikke lade være.
“Hvad er der sket?”
Cleo var udtryksløs, men hun kiggede ham direkte i øjnene da hun svarede.
“Et dyr.”
Martin havde ordnet en del biler gennem årene, der havde ramt et rådyr og det her lignede ikke nogen af dem, overhovedet. Han trak på skuldrene og fortsatte arbejdet. Måske det var for det bedste at være uvidende.
“Hvor i politiet var det nu at du arbejdede?”
“Drab, det nye rejsehold.”
“Det er jer der render rundt ude på landet, right?”
“Ja. Udkantsdanmark tror jeg at det skal kaldes.”
Martin huskede godt nogle historier om dem fra nyhederne. Det var ikke småting de havde været igennem det seneste års tid. Men der angiveligt en del mennesker, der måtte takke dem i deres aftenbøn. Så hvad end der var sket her, var det nok noget han kunne ignorere, velvidende at det store regnskab var i plus.
Noget fangede hans blik. Under den ene vinduesvisker lå der et eller andet. Han løftede viskeren og samlede en lille hvid stump op.
“Den her vil du nok gerne have med dig, Cleo?”
Han kastede den til Cleo, der greb den. Hun sagde ikke noget, men puttede tanden i lommen og sendte Martin et taknemmeligt blik.
“Man skal holde hvad man lover.
Ordene virkede ikke som sådan henvendt til Martin, og han så godt at hun kiggede på den smadrede kølerhjelm, mens hun sagde dem. Martin satte den nye hjelm på, mens Cleo skyllede den gamle grundigt og rensede den af med pletfjerner og en børste. Hun var yderst grundig og sørgede omhyggeligt for at alt blodet endte i afløbet.

Martin tørrede igen hænderne af i viskestykket og bad til, at fyraften nu endelig blev en realitet.
“Så er du vist klar til at køre igen.”
“Hvor meget skal du have?”
Han bemærkede godt trykket på DU i sætningen. Penge lige i lommen var bestemt fristende, måske han kunne købe Maria en bedre julegave end halskæden fra Pandora. Men for ham ville det være det samme som at stjæle fra Amir, der havde været han chef i 16 år nu. Og Amir betalte dem en god løn, sørgede for rigeligt med overarbejdstimer og så den anden vej, hvis de lavede sort arbejde – så længe at det ikke foregik på værkstedet. Selv de kriminelle typer, der jævnligt kom forbi med muskelbiler, slap ikke for en faktura her.
“Altså, når det er arbejde på værkstedet. Så skal der laves en faktura. Især fordi vi har brugt reservedele.” 
Cleo lagde hovedet på skrå, mens hun tog sin pung op af baglommen.
“Nu smider jeg 3000 på bordet. Så er jeg sikker på at din chef nok skal finde en løsning på det utroligt komplicerede papirarbejde.”
Martin trak på skuldrene og Cleo smed tre tusindkronesedler på bordet.
Hun trak vejret dybt og fandt endnu en seddel op fra pungen.
“Og selvom du åbenbart er danmarks dummeste eller ærligste mekaniker, så kan du for helvede i det mindste tage imod lidt drikkepenge?”
Martin svarede ikke, men tog dog imod den tohundredekroneseddel hun stak ham.
“Jeg har ikke flere kontanter desværre. Og Martin.”
“Ja.”
“Tak. Jeg skylder dig en. Sig til hvis du får brug for min hjælp en dag.”
Martin nikkede. En tjeneste fra en strisser var måske ikke det værste at have i banken, selvom han forhåbentlig aldrig skulle bruge den. I det mindste var han ikke i tvivl om hun ville holde den aftale, hvis det skete.
“God jul Cleo.”
“I lige måde. Hils Maria.”
Cleo stoppede op.
“Eller, du skal nok ikke hilse hende, du ved…”
Martin nikkede, han vidste det godt.

V8 motoren brølede da Cleo kørte ud fra værkstedet og væk.

*

Martin parkerede sin golf ved lejligheden. Han var lige ved at låse op, da de gik op for ham at han ingen smøger havde. Han kiggede over på den anden side af gaden, der var stadig lys i Ymits kiosk. Regnen var begyndt at dryppe let fra himlen og han var træt, men smøger blev han nødt til at have på lager.

Kiosken duftede som altid behageligt af tyrkisk kaffe og tobak, blandet med den helt bestemte lugt fra bland-selv slikket, der mindede ham om cafeteriet i sportshallen, hvor han havde spillet indendørs fodbold som barn. Ymit sad på en stol bag disken og var dybt optaget af champions league kampen, der kørte på det lille TV. Martin var halvvejs gennem butikken, før Ymit kiggede op med et stort smil.
“Hej min ven.”
“Hey Ymitt. Hvad står der?”
“Skide Real, mand, de er bagud med tre.”
Martin fiskede en Monster ud af køleren og stillede energidrikken på disken, da et lille skilt fangede hans opmærksomhed. Eurojackpot, 131 millioner i næste trækning. Tænk hvad man ikke kunne gøre med den slags penge. Hvad HAN ikke kunne gøre. Så kunne det godt være at Robert Birkenlund, den gamle idiot, ville blive nødt til at genoverveje sin holdning om “proletaren fra vestegnen”.
“To pakker Kings.” 
Ymit rakte efter smøgerne, mens tanken om at tørre den slags penge af i fjæset på svigerfaren kørte på repeat i hovedet på Martin.
“Og ved du hvad, stik mig også en af de der eurojackpot fiduser.”
Martin modstod fristelsen for at gentage den såkaldte joke, han havde hørt sin far lave så mange gange, i kiosker og supermarkeder.
“En med gevinst, tak.”
I stedet kiggede han på Ymit og spurgte.
“131 millioner. Bliver sgu nok ikke mig, vel?”
Ymit trak på skuldrene og slog ud med armene.
“Nogen skal jo vinde min ven. Det eneste jeg ved at det ikke bliver Real i aften.”
Tja, det gav vel en slags mening.
“Behold resten.”
Martin gav ham de to  hundrede kroner, smilede til Ymit og gik ud af butikken. Den lette regn var skiftet til et konstant bombardement af tunge dråber. Martin tændte en smøg og forsøgte at beskytte den med hånden, mens han rendte over gaden. Typisk december, kold, vådt og mørkt. Det ville næppe blive en hvid jul, så heldig var Danmark sgu nok ikke i år. Men man kunne håbe at måske Ymit havde ret på den ene eller en anden måde.
“Nogen skulle jo vinde.”

–Slut–

Jeg håber at du nød den her lille historie, der både giver lidt forklaring, men også åbner for nogle andre spørgsmål. Hvis du vil vide mere om hvad Cleo har lavet, så må du lytte med på podcasten.

Hvis du vil vide mere om Martin, så er han jo hovedpersonen i min roman Når ilden kaster skygger, der kan findes både som Hardback i butikkerne, som e- og lydbog hos de fleste streamingtjenester, samt på eReolen.

Med venlig hilsen
Henrik German – følg mig på instagram

Overarbejde – prolog til Når ilden kaster skygger