Den store gevinst – Kapitel 1

Jeg har her lagt det første kapitel fra min roman “Den store gevinst” ud til fri læsning. Målet er at få feedback om din oplevelse med læsningen, men selvfølgelig også i et håb om at du bliver nysgerrig og har lys til at læse mere. Romanen er lige nu ved at få den sidste omgang korrektur, inden den skal sendes ud til forlag.

Nu

Den 25. december klokken 03.01
Det var ikke sådan her Kim Jensen ville have brugt sin julenat, overhovedet. Men da centralen havde ringet klokken 02.36 var der ingen vej udenom. Ud af sengen og på med tøjet, efterfulgt af den obligatoriske listen gennem huset, han havde prøvet så mange gange før. Selv om listen lige i dag var komplet unødvendigt. Både Ulla og børnene var så komatøst udmattede af kulhydrater og overforbrug at de ikke ænsede hans afgang fra parcelhuset i Smørum. 

Han havde måtte genbruge tøjet fra aftenen før, der lå på en stol ved sengen, for ikke at skulle tænde lyset i soveværelset. Derfor fulgte en lugt af cigaretrøg og julemad med ham i bilen. En bizar kombination at sammensætte med forventningens adrenalin, akut træthed og natradio på P4. 

Kim anede ikke hvad han  skulle forvente, centralen havde været sparsom med oplysningerne. Den eneste han lige nu vidste var at der var en brand i gang og at nogen havde anmodet om hjælp fra hans afdeling. Normalt opererede hans lille specialafdeling mest i det såkaldte udkantsdanmark, på sager hvor der manglede ressourcer og kompetencer hos det lokale politi. At han nu var på vej til Nordsjælland kunne betyde to ting, enten at sagen virkede tilpas ligegyldig til at nogen ville have det, eller at der akut manglede ressourcer hos kollegerne. At der manglede ressourcer var der intet nyt i, så det første virkede som det mest oplagte – nogen længere oppe i systemet havde sikkert vurderet sagen som ikke interessant for nu og ville spare deres egne kræfter. Til gengæld kunne Kim så se frem til potentielt at overbelaste hans egen afdeling og som belønning blive kastet ud i administrativt tovtrækkeri, med de andre tilstedeværende afdelinger og brancher. 

I det mindste havde han, på Ullas formaning, kørt trimmeren over både skæg og hoved inden middagen og den lyseblå skjorte var pletfri, omend den strammede lidt mere om maven end den havde gjort sidste jul. Så alt i alt kunne han måske lige slippe afsted med at ligne en overordnet. Rollen som leder af den lille specialafdeling under personfarlig kriminalitet var stadig ny nok til at den slags, omend relativt ulogiske, bekymringer ramte ham af og til. 

Efter små 20 minutters kørsel, akkompagneret af licensfinansieret søvndyssende jazz, ramte hans Opel den halve kilometers lindeallé, der ledte op til hans destination. Et oplyst hvidt skilt meddelte ham at det var en privat vej, eller stod der kun med store bogstaver “Birkenlund”. Fra landevejen han ane et rødt skær gennem skoven der omgav huset. Han drejede af, den asfalterede vej snoede sig let og de århundrede gamle træer henlagde alt i mørke. 

Da han ankom blev alleens mørke ro skarpt afbrudt af et ulykkesteds akutte kaos. Blå blink, opstillede lyskastere, tændte billygter og ikke mindst flammer lyste scenen op i en kunstig og ildevarslende erstatning for dagslys. Ambulancefolk, politi og brandvæsen myldrede rundt på området foran den flammende bygning. Pladsen var på størrelse med mindst to fodboldbaner, den asfalterede vej gik rundt i en en komplet cirkel og indrammede en plæne med et springvand i midten. 

Palæet var opført i tre etager og over 1000 kvadratmeter stort. Det havde stået et århundrede majestætisk i semi-pompøs nyklassiske stil, med romerske søjler, sortglinsende tag (en mere moderne tilføjelse) og en facade så hvid at man sikkert ikke ville kunne tage solbrillerne af foran det i dagslys, uden at blive blændet. Ikke at beboere i et sådan monstrum nogensinde ville vove noget så imødekommende som at forlade huset uden solbriller, tænkte Kim fordomsfuldt. Han var ikke nogen fan af fordomme eller stereotypisering, men med tilpas mange år som oprydder blandt samfundets værste, begyndte man uvægerligt at putte folk i kasser. Han undskyldte sig oftest med at det, ihvertfald delvist, var hjernens skyld, at neurologisk dovenskab drev den til at gøre tingene lettere for dens ejermand. 

De to sprøjtevogne fra Nordsjællands Brandvæsen fokuserede deres stråler på stueetagen i østfløjen, det var herfra flammerne stod ud og slikkede op af facadens tre etager, mens røgen stod ud ad alle åbninger den finde. 

Vestfløjen derimod syntes næsten urørt af ilden, kun en enkelt knust rude på anden sal, vidnede om at noget var galt. På jorden under den knuste rude dækkede et hvidt klæde noget, det kunne ligne en livløs skikkelse. 

Midt i kaosset stod en ubarberet, fedladen og meget livlig skikkelse i ensom majestæt. En klippe i det danske politi, i oprørt hav af middelmådige offentlige ansatte. Flemming Hansen, indsatsleder og nar af guds nåde, stod foran springvandet i midten af pladsen. Hans udstråling af vigtighed fik næsten statuen af Skt. Jørgen, der var i fuld færd med at dræbe en drage midt i springvandet, til at se ydmyg ud. Den krøllede hvide skjorte, fuldt bevæbnet med sovs fra dagen før, var i bedste fald lemfældigt stukket i buksen. Indsatslederen prøvede ihærdigt med over-gestikulerende håndbevægelser, uden synderlig held, at dirigere det ikke-ænsende uniformerede mylder omkring ham. 

Kim parkerede bilen i udkanten af området, side om en side med et par andre private biler, der sikkert tilhørte kolleger, ingen var dem hørte ihvertfald til beboere af så stor en ejendom. Han slukkede for motoren og tændte smøgen, inden bildøren blev åbnet. Han trådte ud i den frostklare nat og mærkede kulden blande sig med røgen i lungerne. Det skabte en unik følelse i kroppen, hvor sløvhed og klarhed på samme tid satte ind. En kakofoni af lyde åbenbarede sig for Kim og erstattede roen fra bilen. Skrattende mikrofoner, råbende brandfolk, motorer, generatorer og sprøjtende vand – alt sammen ovenpå et nærmeste bas-vibrerende underlag af buldrende ild.

Brændt papir og aske hvirvlede rundt i luften og dalede ned fra himlen, det gav en illusorisk fornemmelse af den hvide jul, Danmark som sædvane var blevet snydt for. I stedet var den grønne plæne foran palæet var længst blevet omformet til smat af bestøvlede fødder og udrykningskøretøjer, der tydeligvis ikke havde nogen respekt for det bedre borgerskabs parkerings kutymer. Hvorimod en fin række af dyre biler stadig stod pænt parkeret på det dertil indrettede areal til højre for pladsen.  

Kim åbnede bagagerummet og åbnede udstyrstasken. Handsker, hårnet og heldragt lå klar, så han ikke satte spor – håndsprit og mundbind var nu også blevet en del af standardudstyret, men næppe relevante for nattens opgave. Et hurtigt kig på kollegerne på pladsen, bekræftede dog at også heldragten var ganske unødvendig, ingen af dem bar alligevel det nødvendige udstyr. Det var der intet unormalt i, grænsen mellem ulykkessted og gerningssted var nogen gange en svær størrelse, prioriteten ville altid være at standse ulykken og redde liv hvis muligt. Han tog handsker og hårnet i lommen, samt et bundt zip-lock poser til beviser.

Kim trådte resolut hen over mudder og tilbageværende græstotter, mod indsatslederen Flemming for en briefing. Flemming var, vanen tro, ikke begejstret for at blive detroniseret. Om det så havde været Kim eller hendes majestæt dronningen i egen høje person, der var troppet op ville reaktion nok have været den samme. De buskede øjenbryn skød let op i panden, mens den ubarberede kæbe sank en anelse. Kim ignorerede bedst muligt sin, i den her sammenhæng, underordnedes alt for åbenlyse skuffelse og gik direkte til sagen. 

“Glædelig jul Flemming, ved du hvorfor fanden det her kræver personligfarlig kriminalitets tilstedeværelse?”

“Glædelig jul Kim. Ikke  lige den julefred vi havde håbet på.”

Indsatslederen forsøgte tilsyneladende at holde på informationen, eller formerne, for mere kom der ikke som svar. Kim besluttede ikke at starte første juledag med et skænderi, men lod som ingenting og fortsatte.

“Det eneste jeg umiddelbart kan se er en brand og en stakkel der er hoppet ud af et vindue, det kunne vel nemt være for at undslippe røgen.” 

Flemmings normalt stoiske og facistoide facade krakelerede langt hurtigere end Kim havde ventet. Det trodsige udtryk forsvandt som dug for solen og blev erstattet af en alvorlig, næsten sørgmodig, mine. 

“Det er helt galt det her, Kim. Pionererne har været huset igennem, altså hvor de kunne komme til for flammerne. To lig indtil videre. Og det er sku´et branden der er den skyldige”

“Altså, så der er tale om en stærk formodning om drab?”. Kims nysgerrighed var vakt, havde han ikke været helt på mærkerne før, så var han det nu.

“Ja, det vil det være. En er blevet kvalt og den anden sikkert kastet ud af et vindue. Men der er flere derinde. Man kan tydeligt lugte det, når man kommer derhen. En af pionererne gik tæt nok på, han sagde at han kunne se dem ind ad vinduet. Vi kan bare ikke komme til dem endnu.”

Indsatslederen holdt en pause, mens han fik vejret. Kim tog muligheden for at fiske efter mere. 

“Men hvorfor er vi fra rejseholdet så kaldt herud? Det er jo ikke ligefrem udkantsdanmark det her. Nordsjællands Politi eller Personfarlig burde være her.”

“Godt spørgsmål. Måske fordi I er populære efter den sidste sag. Eller også fordi ingen andre ville afbryde julen, før de var sikre på at der var noget at komme efter.”

Kim kunne desværre ikke komme udenom at manden nok havde en pointe. Varierende chefer havde sikkert kastet lorten nedad, indtil den var endt på hans bord. Så snart de lugtede at det her var en lækker sag for pressen, ville de nok komme rendende og kræve ansvaret tilbage.

“Hvad ved vi om familien?”

“Birkenlund, hedder de. Stenrige. Har et investeringsselskab og en fond til velgørende arbejde. Ejer vist også noget jord og lidt ejendomme rundt omkring. Men de er ikke typerne man ser i pressen eller noget. De bor to her i huset, men ud fra bilerne ligner det at der har været flere.”

“Ingen kriminelle forbindelser eller fortid vi ved af?”

“Nej, på papiret er de rene.”

“Jeg sætter en i gang med at grave så. Ellers andet?”

“Kim for helvede, en hel familie fra det bedre borgerskab, slagtet som får på juleaften. Fandme noget forbandet svineri. Uden at drage konklusioner, så er der nok tale om et hjemmerøveri, stensikkert østeuropæere.”

Kim overvejede et kort øjeblik, om han skulle tage en semantisk debat med indsatslederen, om hvad det betød ikke at drage konklusioner, men han sparede i sidste ende på krudtet. Han havde taget kampen flere gange før, uden at det ændrede noget. 

“Det lyder som at I har gjort det rigtige indtil videre. Men er der nogen overlevende? Nogen vidner? Og hvem kaldte egentlig det her ind?”. 

Flemming sendte lange blikke efter Kims smøg, mens han nødtørftigt kradsede lidt sovs af et skjorteærme.

”Brandalarmen er koblet op til G4S. Så da de ikke kunne få fat på beboerne, ringede de det ind til centralen. De sendte også en af deres aber herud, han er nok det nærmeste vi kommer til et vidne. Men han er sku´et meget værd, sidder ovre under et tæppe og ryster. Om han er chokeret eller bare ikke vant til dansk vinter, må du ikke spørge mig om.”

Kim kæmpede en brav kamp for at ignorere både den åbenlyse racisme og Flemmings stressfremkaldte fynske dialekt. Hvilken af de to, han reelt syntes var værst, var endnu ikke afklaret. Det ville faktisk passe hans aktuelle julehumør ganske fint at rive fynboen midt over med en længere reprimande og samtidig supplere med lidt uddannelse i brugen af det danske sprog. Men den slet skjulte foragt for indsatslederen måtte nok vente til en anden dag, hvor der ikke var en så alvorlig situation i gang. Tiden lige nu var til at være professionel og få det et overblik.

“Er der nogen af de pårørende, der er underrettet?”

“Altså, nej. Ikke endnu. Vi ved ganske enkelt ikke hvem vi skal underrette, eller om hvad.”

“Vi må få afhørt vores vidne igen og få fat i alle der ved noget om familien. Jeg tager en runde med kollegerne, derefter vores vidne fra G4S.”

Kim så sig omkring. 

“Og er der for helvede ikke noget kaffe man kan få?”

Indsatslederen pegede han i retningen af kaffebordet og brugte lejligheden til at lunte væk, inden der ville komme yderlige ordrer. 

Kim fulgte anvisningen og fandt kaffen, eller noget der mindede lidt om ihvertfald. Nogen, sikkert teknikerne, havde opstillet et par hvide havepavilloner i udkanten af skoven og den ene af dem blev brugt til at huse et plastikbord med røde kaffekander. Kaffebordet var komplet med rundstykker, pålæg og basser fra Circle K. For civile danskere ville ordren “Vi skal ud til brutalt mord, sørger du for morgenmad?” sikkert virke lige dele absurd og komisk, men her var det nu engang en nødvendighed i hverdagen – de færreste i styrken havde en madpakke stående i køleskabet, til pludselig opkald midt i deres ferie. 

Kim sprang maden over, sukker og hvidt brød havde depoterne i hans krop allerede rigeligt af . Han skænkede sig i stedet en kop af den sorte tjærelignende substans, med smag af skoldhed mavesyre, som nogen måske ville kalde kaffe. Budgettet rakte ikke til at købe kaffe på tanken, så en eller anden havde forsøgt at brygge det mange liter selv, nøgleordet her var forsøgt. Han prøvede desperat at nyde oplevelsen, mens han trak vejret dybt gennem cigarettens filter. 

Det her lort var det sidste han havde brug for lige nu. Rejseafdelingen for personfarlig kriminalitet under hans kommando, var i forvejen presset til det yderste og afspadseringstimerne havde hobet sig op. Alle i afdelingen, også Kim, trængte mere end nogensinde til bare en lille smule juleferie, uanset hvor meget dårlig samvittighed det så ville udløse. Oveni det hele havde hans bedste kollega akut taget orlov og var for få dage siden fløjet til Afrika, hvor hendes søster var forsvundet. Han havde forsøgt at overtale hende til at blive hjemme og lade kollegerne i Sierra Leone passer deres arbejde uden indblanding, men han vidste udmærket fra starten, at den kamp var tabt.

“For helvede, jeg ville jo selv have gjort nøjagtigt det samme” sagde Kim højt til sig, uden bevidsthed om at hans tanker spildte over i talecenteret. Men uanset hvad, så var resultatet at afdelingen var gået fra underbemandet og overarbejdet, til at være direkte decimeret. 

Han slukkede smøgen, smed skoddet i den nærmeste skraldespand og kiggede sig omkring for at at finde en kollega. Helst en med mere hjerne end indsatslederen og som bonus gerne bare en lille smule personlighed. I det mindste bare en som han kunne spare med, uden at blodtrykket akut skulle testes bagefter. 

Det tog lidt tid, men frelsen kom endelig i skikkelse af Thomsen, det ældste medlem af Kims lille afdeling, der stod alene i udkanten af skoven der omgav huset og betragtede det hele lidt fra afstand. 

Thomsen var altid nem at genkende, da han som den nok eneste politimand i Danmark gik med en Fedora. Den sorte hat havde været gennem en del, men stod stadig pæn og passede perfekt til den lange mørkegrå uld trenchcoat han bar. Looket fik kollegaen, der oprindeligt kom fra Herning, til at ligne en privatdetektiv fra en noir roman. 

Thomsen var egentlig gået på førtidspension et par år tilbage, efter have være blevet slemt forbrændt i en brand på et psykisk hospital. Og for at gøre ondt værre var tossen, der påsatte branden, sluppet væk i kaosset. Men Thomsen havde ikke fundet nogen ro som hjemmegående og var nu blevet tilladt at komme tilbage på deltid, som medlem af Kims afdeling. Brandskaderne på hals, arm og ansigt gjorde ham ikke til den pæneste kollega i styrken, men hans hjerne var knivskarp og Thomsen var vellidt af de fleste. Det var ikke ham der tog pressemøder, leverede beskeder til efterladte eller blev sendt ud på skolerne. Men hans barske ansigt og erfaring gav dog en vis respekt hos selv de mere hærdede kriminelle. 

Kim sendte nattens første smil og gav kollegaen hånden

“Godaften Thomsen. Glædelig jul. I julegave må du gerne give mig noget klogere end Sherlock derovre.” 

Kim sendte en bestemt tommelfinger over skulderen, i retning af indsatslederen. Thomsen smilede, kløede arret på hans kind og kiggede op med det flammende palæ. 

“Glædelig jul Kim. Jeg ville gerne sige at det er godt at se dig, men jeg havde foretrukket det over en cognac. Lad mig gætte, vores ven Flemming har vel allerede udpeget en minoritetsgruppe som mistænkte? Jeg ved godt at den fordom rammer plet til tider, men det her lugter overhovedet ikke af det. Men hvis Flemming har givet et indtryk af at det her virker rigtig grimt, så har han efter alt at dømme ret.”

Kim nikkede langsomt samtykkende og bearbejdede informationen, mens hånden helt uden aktiv bevidsthed hev cigaretpakken frem fra inderlommen. Nuvel, nu den alligevel var fremme, kunne man jo lige så godt få sig lidt tobak. Der ville nok, uanset hvad, ryge en halv pakke inden natten var omme. Kim fandt en lighter frem og kiggede på kollegaen. 

“Nogen nyttig information fra vores G4S vagtmand? Skal jeg tage en snak med ham?”

Thomsen rystede roligt på hovedet, med hans blå øjne fastlåst på Kim.

“Desværre ikke meget han kan hjælpe os, den unge mand var bare den første på gerningsstedet. Han gjorde, efter mit skøn, alt rigtig. Det vil være spild at bruge mere krudt på ham lige nu, send ham hjem så han kan få noget ro. Men kom med, du skal se det her. For der er en anden ung mand, der nok kan fortælle os lidt mere, selvom han aldrig igen vil ytre et ord.”

Thomsen pegede over mod palæet, mod det tildækkede lig.

“Ham derovre på fliserne har nok været aftenens første offer, på den ene eller anden måde.” 

“Hvordan kommer du frem til det?”

“Det er selvfølgelig bare gætværk, nogen vil måske driste sig til at kalde det deduktion. Men det væsentlige her er, at han allerede var dækket til da vi kom. Og det var ikke vores vagtmand der gjorde det.” 

Thomsen holdte en kort pause, mens Kim tyggede på kollegaens ord og bearbejdede informationerne. Da der ikke kom et svar eller opfølgende spørgsmål, bevægede Thomsen sig med rolige skridt over mod det hvide klæde, der lå på fliserne nedenfor den knuste rude i den anden etage på palæets vestfløj.

“Det her bliver sgu en lang julenat” sagde Kim højt til sig selv, tændte sin smøg og luntede efter kollegaen.

10 timer tidligere

Den 24. December klokken 16.50
Turen fra Hvidovre til Nordsjælland var gået som smurt, intet af den sædvanlige juletrafik havde stillet sig i vejen for Martin Nielsens Golf II. Bilen var ikke længere helt ny, tværtimod var den fire år ældre end dens ejermand. Faktisk var det kun netop den yngre ejermands aktive vedligehold og mange løbende udskiftninger, der afholdte den fra at ende på skrotpladsen. Den tunede motor spandt stadig som en selvtilfreds missekat, selv når den blev presset op på 160 kilometer i timen og asfalten på den tomme motorvej forsvandt med svimlende hastighed under bilen, mens den torpederede gennem vintermørket. 

Medmindre noget gik helt galt, ville både bil og fører lande til juleaften hos svigermekanikken, næsten en time før han var inviteret, helt efter planen. Maria, Martins kæreste, havde tydeligt advaret ham om at invitationen til klokken 18, var mere vildledende end vejledende, det var i deres familie normen at komme for tidligt. 

…

Så får du ikke mere i den her omgang 🙂

Jeg håber du kunne lide kapitlet og lidt bonus fra det næste. Feedback er altid velkommen, enten her som kommentar eller ved at skrive til mig direkte på sociale medier.

/Henrik

Instagram
Facebook

Læs også min anmeldelse af “Love City” af David og Stephan Garmark

Den store gevinst – Kapitel 1