HelloFresh anmeldelse
HelloFresh anmeldelse
Vi har testet den nye spiller på måltidskasse markedet, HelloFresh, i en uge, for at se om de kan noget. Indlægget er IKKE sponsoreret eller lavet i samarbejde med HelloFresh, vi har selv købt måltidskasserne på et introduktionstilbud.
Vi er ikke selv de store forbrugere af hverken måltidskasser eller anden convinience. Delvis fordi vi nok er lidt nogen madsnobber, delvis fordi at vi spiser en LCHF baseret livsstil, der sjældent passer til måltidskasser – nå ja, så er vi måske også lidt nærige. Og sidst fordi at Salli normalt ikke er alt for vild med at have maden planlagt for meget.
Men med utroligt travlt på arbejde og et behov for ny inspiration på madfronten, faldt Salli over HelloFresh som havde et godt introtilbud; så vi kastede os over måltidskassernes verden.
Vi kommer også ind på portionsstørrelserne i løbet af anmeldelsen. Det er især Henrik der havde lidt udfordringer med dem – det skal nok derfor siges at han styrketræner og/eller løber cirka seks gange om ugen, hvorfor hans appetit måske ikke kan sammenlignes med alle.
Det spiste vi fra HelloFresh
Vi valgte seks forskellige måltider, dog fik Salli ikke afmeldt abonnementet, så vi fik tre mere 🙂 Vi gennemgår dem ikke alle en for en herunder, men i stedet nogle udvalgte retter. Men det er stadig lidt langt, så vil du bare læse konklusionen skal du nok spring lidt ned i indlægget.
Caribisk inspireret oksekød med kokosris og ananassalsa
Hende: På papiret ikke den mest spændende af retterne, men dog en af det mest mættende og overraskende. Ananassalsaen var god inspiration, klart noget vil vil lave igen.
Ham: Nem at lave og dejligt mættende, rigtig fin ide med koksosrisene, som vi vil tage med videre.
Honningglaseret Halloumi med frisk spidskål og koriander
Ham: Jeg frygter jo altid vegetarmåltider, det er noget med den jyske bondeknægt i mig, der ikke kan slippe kødet. Og min tanke da jeg så det på tallerkenen var nok lidt “er det det?”. Men det smagte absolut lækkert.
Hende: Faktisk er retterne med halloumi (vi har prøvet to) de bedste blandt alle retterne.
Ham: Men… Det mættede ikke særligt længe, jeg måtte lave mad igen inden sengetid.
Svinekød i estragonsauce med perlecouscous og salat
Ham: Perlecouscous var ikke noget jeg før havde stiftet bekendtskab med. Og jeg må indrømme at det smagte/føltes “bare” som almindelig pasta. Men ellers en lækker ret med masser af smag.
Hende: Estragon sauce var faktisk rigtig fin som en slags “Bearnaise sauce på dagpenge”, nem og hurtig til hverdag med masser af smag.
HelloFresh anmeldelse – Karakter og afslutning
Ham: 3 ud af 6 stjerner
Hende: 3 ud af 6 stjerner
HelloFresh er måltidskasser med masser af smag, nuancer og god inspiration til at få lidt nyt ind i hverdagen – også for madsnobber. Beskrivelserne er nemme at følge og børnefamilierne vil nemt kunne samles om at lave mad her. Det føles lidt som at bygge Lego med mad, hvilket kan være både hyggeligt og faktisk ret meditativt.
Men til cirka 140,- pr. måltid (for to personer) er de altså for dyre, især taget i betragtning at intet er økologisk. Og nogle, frygter vi, vil opleve at der kan være lige i underkanten af mad nok. Vi vil dog anbefale at prøve et introtilbud hos dem, du skal bare lige huske at opsige dit abonnement igen!
Klik for at læse mere om HelloFresh
Med venlig hilsen Henrik – Følg mig på Instagram
Læs vores anmeldelse af Restaurant Meille
En kommentar
Pingback: